Målet for vores undervisningsprogram er det, som vi forestiller os, også er målet for dit barn: At lære et dansk, som er flydende nok til, at dit barn kan vende tilbage til en dansk folkeskolehverdag på aldersniveau uden større besvær. Det er det helt grundlæggende mål. I løbet af undervisningen er der en række delmål, som den til enhver tid ansatte dansklærer holder snor i.

Der er ikke megen tid til rådighed for at nå det mål. Helt nøjagtigt to timer om ugen. Det er ikke meget i sammenligning med, hvad en dansk elev i folkeskolen derhjemme bliver udsat for i løbet af ugens løb. Men det er alt, hvad de fleste familier kan presse ind i et sædvanligvis presset skema, hvor børnene går mange flere timer i skole, end de er vant til hjemmefra. Og heldigvis viser det sig, at to timer er nok. Nok til at opretholde og udbygge ordforråd, evnen til at stave, læse og skrive og evnen til at kommunikere mundtligt.

Men hvis man vil sikre sig et godt resultat med undervisningen, er det også vigtigt, at der er opbakning hjemmefra. Tal med dit barn på dansk, læs godnathistorier, hjælp med ved lektielæsningen. Hvis dansk hører med i barnets hverdag, bliver det nemmere for det at optage nye færdigheder fra undervisningen, og barnet har på den måde en meget større chance for at nå i mål.

Research viser endvidere, at man lærer et nyt fremmed sprog væsentlig hurtigere, hvis man er stærk til sit modersmål.

For de elever, der kommer fra hjem hvor der ikke tales så meget dansk eller slet ikke tales dansk, gælder det om at øve dansk ved enhver lejlighed. Og her kan det være yderst givtigt for familien at investere i danske lydbøger og dvd'er.

 

Dansk er mere end bare sprogundervisning. Vi fejre også danske højtider så eleverne får kendskab til dansk kultur. Her Lucia-optog ved vores Julefrokost.